Jeg har gjort andet end at vælge min sygdom ikke skal styre mit liv. Jeg har meget fokus på hvad jeg spiser. Dengang jeg startede på denne rejse var før ”sund livsstil” blev den nye trend som den er i dag. Før Kernesundfamilie, Umahro, Chris Macdonald, Thorbjorg etc. De var så småt ved at komme på banen, men ikke nok til jeg havde hørt om dem. Mit første skridt i at kigge på mine madvaner var da vi var på besøg hos min mands gudforældre som spiste efter en bog der hedder: Life Without Bread: How a low-carbohydrate diet can save your life. Det går grundlæggende ud på ikke at spise nogen former for kulhydrater ( kartofler, pasta, brød, ris etc.). Den halvanden uge vi var over hos dem prøvede vi for sjov at spise ligesom dem. Der var ikke nogen af os der havde forudset den markante virkning det havde på mig. Jeg følte at jeg beder kunne styre mine tanker og at jeg ikke var helt så deprimeret som normalt.
Derfor blev vi ved med at præciserer det da vi kom hjem. Næste skridt var da min soul-sister havde været til et foredrag som vi mener var hos Thorbjorg. Hun hørte i en lille side bemærkning at depression og sukker godt kunne havde noget med hinanden at gøre. Her er det nok en vigtig information for jer at vide at jeg er sukkerjunkie og har en stor forkærlighed for alt der er sødt og mad i det hele taget: Jeg elsker mad. Så det ikke at spise sukker er ikke lige det man har løst til at springe ud i. Men når man nu som jeg havde lukket mennesker ind i sit liv som elsker en, og oven i det har besluttet at man vil gribe sin sygdom an på en ny måde, så er der ikke noget der hedder: Det syndes jeg ikke vi skal prøve. Derfor kastede jeg mig nu ud i projekt ikke noget sukker, pasta, brød, ris, kartafler og mælkeprodukter. Det var FRYGTELIGT men det hjalp. Jeg tog 3 måneder hvor jeg overholdte det til punkt og prikke og det hjalp kolossalt.
Jeg er ikke i tvivl om der sikkert er nogen derud som med lethed kunne leve på den måde, men det er ikke mig. Jeg syndes det var meget besværligt når jeg skulle nogen steder hen og spise. Her skal det også nævnes at når man ikke spiser noget som man ikke er allergisk overfor så reagere andre mennesker også meget kraftigt på det, men det kan jeg fortælle om en anden gang.
Jeg blev nød til at finde en måde hvorpå jeg kunne få denne nye viden til at fungere for mig. Jeg arbejder stadig på det, men har i længer perioder kunne holde min kost så jeg kunne holde det ud og stadig fik udbyttet mentalt. Men det er en evig kamp som ikke vil tage nogen ende. Jeg har fundet ud af at hvis jeg i min dagligdag holder mig helt væk fra kunstig sukker (jeg kan godt spise frugt ude der sker noget), ris, pasta, kartofler og kun spiser et stykke rugbrød et par gange om ugen, holder mig fra mælkeprodukter så kan jeg holde mine sygdomme under kontrol. Hvis jeg holder det til hverdag er der også plads til lidt sjov engang imellem.
De perioder hvor jeg holder min kost er der også meget færre dårlige dage, jeg kan meget lettere holde det hele under kontrol og jeg er også glad. Problemet er bare at det ikke er let at holde den. For der skal ikke meget til før jeg smug spiser søde sager og så bliver der bare sat gang i ringen uden ende. Jeg får det dårligt af det søde, men spiser mere af det, når jeg har det dårligt. Det er lidt kom ægget eller hønen først. Der har været tidspunkter hvor jeg har gemt slik, kager og chokolade alle mulige steder i vores lejlighed og spist af det når jeg var alene hjemme, så er man afhængig.
Jeg føler tit at det bare er for meget at jeg ikke kan holde mig fra sukker nu når det gør jeg får det så meget være. Jeg mener jeg kan lade være med at tage medicin og leve med mine sygdomme, hvorfor kan jeg så ikke bare spise det der er godt for mig?
FBBS
