To uger med en syg søn og ikke meget søvn. Jeg havde slet ikke lyst til at aflevere ham her til morgen, for jeg viste at det betød jeg skulle tilbage til skriveriet. Jeg var lige kommet igang. Jeg var optimistisk omkring det hele. Men så kom der sygdom og luften gik ligesom ud af balongen. Angsten har igen fået lov at indtage mig. Selvtilliden er svundet ind til ingeting og jeg har mest lyst til at ligge mig i fosterstilling og bare værre en struds igen.
Jeg bliver endnu mere træt af at tænke på det hele. Har prøvet det her så mange gang nu at det bare er. Jeg ved ikke hvad det er. LORT er det. Men der kommer ikke noget ud af selv ynk, så i stedet for at ligge mig ned rejser jeg mig op. Skriver mit mandags indlæg, også selv om jeg ikke har noget nyt at fortælle. Tager en dyb indåning og håber på det bliver en bedre dag i morgen.
Det er kort, jeg ved det. Men så jeg ligesom igang igen.
Fie Bjørnholt-Schou
Du har prøvet det så mange gange, at du også har fundet ud af det ENESTE der virker: Op på hesten igen.
Og du har prøvet det så mange gange, at du også ved at så snart du får luft under vingerne, så flyver du bare derudad 🙂