Tag: OCD

Overspringshandlinger

Lige nu burde jeg sidde og skrive på bogen, men det gør jeg ikke, jeg skriver til jer : )

Jeg skriver om min barndom lige nu og det bringer en hel del minder med sig. Både gode og dårlige. Selvom hovedpersonen i min bog ikke er 100% mig er det 95% mig og det gør det lidt svært engang imellem at holde en fornuftig afstand til det jeg skriver om. Til jer der ikke ved det er jeg ved at skrive en bog om min egen historie. Om hvordan det hele startede, hvorfor det gik så galt og hvordan det er at være kommet ud på den anden side. Jeg går på skrive- og forfatterkurser i et forsøg på at blive endnu bedre til at fortælle historier end jeg er nu.

Continue reading “Overspringshandlinger” →

Kan jeg komme til at løbe igen?

Her for nogle år siden da jeg var igang med at træne op til mit første marathon, var jeg så uheldig at jeg halvvejs igennem min træning fik kyssesyge (mononukleose). I et par måneder trænede jeg uden at jeg var klar over at jeg havde det og blev derfor rigtig syg til sidst. Jeg var ret heldig at det blev opdaget og jeg kom i behandling inden det først gik rigtig galt. Jeg måtte næsten ikke lave noget fysisk i over et år derefter. Jeg har siden da forsøgt at træne mit løb op et par gange, men uden held. Continue reading “Kan jeg komme til at løbe igen?” →

Beslutning

Alt det her med min kost fylder rigtig meget især fordi det stadig er en af de ting der fylder mest og som jeg stadig har meget svært ved at styre. Jeg har været fra den ene yderlighed til den og har stadig ikke fundet den model der passer bedst til mig. For jeg må helt ærligt indrømme at jeg simpelhed er for glad for mad til kun at spise det jeg burde. Kosten er dog stadig den tilbagevendende grund til at jeg får det dårligt igen og igen. Jeg kan have flere uger i træk hvor det går fint, problemerne opstår mest når jeg skal ud. Der putter jeg mig selv i madsituationer som jeg ikke kan styre.

Jeg ved godt inderst inde at jeg bliver nød til at finde en løsning på dette problem, jeg ved bare ikke hvad der skal til. Jeg ville rigtig gerne nå et punkt, hvor jeg kan få et afslappet forhold til mad uden at være fanatisk. Jeg gider bare ikke være den der altid har en eller anden tør sukkerfri helsekost kage med, som kunne slå en indianer stamme ihjel. Jeg vil nå et punkt, hvor jeg godt kan tage til fest og hygge mig uden det betyder at jeg dagen efter forsætter festen. Jeg tror og håber at et halvt år uden sukker kan gøre det. I det halve år får jeg brug for så meget støtte som jeg kan få til ikke at udsætte mig selv for madsituationer, som jeg ikke kan styre.

Jeg ved denne beslutning skal tages og jeg bliver nødt til at gøre noget ved det, men jeg har allerede bedt dem omkring mig om så meget hjælp at jeg ikke kan rumme at bede om mere. For mig er problemet ikke så meget til hverdag, det er mest når jeg er ude. For når jeg er ude bliver der serveret så mange ting, som jeg ikke kan tåle at spise og det er bare ikke det hele jeg kan lade være.

Jeg er nok nået til et punkt i mit liv nu, hvor jeg godt ved hvad der skal til inderst inde, hvis det nogensinde skal lykkes for mig at holde mig fra sukker. Det er bare et meget svært valg jeg skal træffe. For på mange punkter er det selvfølgelig rigtigt at det er mit eget ansvar hvad jeg spiser og at det ikke er andres problem og man kunne argumentere for at jeg prøver at ligge ansvaret fra mig. Men jeg kan ikke styre det selv, ligesom jeg i starten af denne rejse heller ikke kunne styre mine personlighedsforstyrrelser, min angst, min OCD, at skære i mig selv eller mine humørsvingninger. Hvis jeg dengang ikke havde fået hjælp var jeg aldrig nået til hvor jeg er i dag.

Når det kommer til mad må jeg bare indse at jeg meget afhængig af at andre mennesker hjælper mig og ikke lader mig spise mad, jeg ikke burde spise, jeg er afhængig af deres forståelse for min sygdom og hvilken indflydelse sukker har på den. Jeg kan godt forstå at der er folk i mit liv som ikke ser det som deres job at sørge for at jeg ikke spiser mad jeg ikke kan tåle, og det er her problemerne opstår, når man som mig er så afhængig af hjælp på denne front.

Jeg har to muligheder enten holder jeg mig væk fra dem, indtil jeg har lært at få et afslappet forhold til mad eller også fortæller jeg direkte at jeg det næste halve år vil forsøge at holde mig væk fra alt jeg ikke burde spise og så kan folk selv sige til om de vil være med eller ej. Jeg tror jeg bliver nødt til at se på det som om jeg var alkoholiker og man ville jo aldrig servere alkohol for en alkoholiker vel?

Jeg har lagt en plan:

  • • Lave en madplan fra mandag til fredag. (så jeg ikke bliver fristet til junk)
  • • Lave en masse sund slik, vi kan have i fryseren. Til at tage med og herhjemme.
  • • Være ærlig over for folk og sige det som det er.
  • • Være forudseende og være parat til at tage mad med selv.

Jeg holder jer opdateret om hvordan mit projekt kommer til at gå.

FBBS

Hold op med at snakke i mit hovede!

Kan ikke sove. Kan ikke sove. I kender det nok alle sammen det med ikke at kunne sove, man ligger bare og kigger op i loftet og ser hvordan der bliver færre og færre timer til man skal op. Findes der noget mere stressende? Nej der er en grund til at det er et af de mest effektive og brugte torturmidler. Man bliver vanvittig i sit hoved af ikke at kunne sove.

Når man nu som jeg ikke skal op og møde kl.8:00 burde stressfaktoren være væk. Men nej så heldig er jeg ikke. Jeg kan stresse over at jeg stresser over jeg ikke kan sove. Jeg kan ligge der og sige til mig selv: Det er lige meget at du ikke kan sove for du kan sove lige så længe du vil i morgen, der er ikke nogen grund til at stresse. Men så stresser jeg over at jeg får vendt min døgnrytmen, for jeg ved af erfaring at det ikke er særlig sjovt at være vågen når alle andre sover. Og hvorfor er det jeg godt kan falde i søvn når klokken bliver 6 om morgenen og sove til klokken to uden problemer? Hvorfor er det om natten og ikke om dagen?

Jeg har prøvet at lære at meditere fordi det skulle kunne hjælpe, men jeg kan ikke rigtigt få det til at virke, kun nogle gange hjælper det lidt. Jeg vil forsøge at lære det rigtig og prøve det grundigt af inden jeg afskriver det helt. Det er som om min hjerne får sit eget liv. Jeg hører så mange stemmer inde i mit hoved og de snakker i munden på hinanden. Jeg kan ikke fortælle hvad de siger for jeg kan ikke høre ordrene fra hinanden, så det føles bare som larm, larm der ikke vil holde op. Nogle gange får jeg bare lyst til at presse mit hoved sammen for at få det til at holde op. Det er forfærdeligt.

Der findes sovemedicin men jeg bruger det kun som absolut sidste udvej. Det at jeg ikke kunne sove var også et af de største problemer da jeg var indlagt på Dianalund. På et tidspunkt havde de givet mig nok sovemedicin til at slå en elefant i gulvet og jeg sov stadig ikke. Psykiateren måtte sige stop, de turde ikke give mig mere og de fandt aldrig ud af hvorfor jeg ikke kan sove. Så jeg står stadig tilbage med et problem.

Jeg sover selvfølgelig meget bedre i de perioder hvor jeg holder min kost og træning (jeg skal nok komme ind på hvad træning gør for mig på et senere tidspunkt). Når jeg ikke overholder min kost og min træning, ligger jeg vågen om natten. Sidst sov jeg næsten ikke i tre dage og hvis jeg ikke er sindssyg i forvejen, så bliver jeg det efter tre døgn uden søvn. Min OCD går helt amok og jeg hører så mange stemmer inde i mit hoved og kan ikke tænke to sammenhængende tanker. Når jeg har det sådan, er min eneste udvej at skære i mig selv. Det er som om at smerten holder mig fast i virkeligheden, så jeg ikke forsvinder ud i vandviddet. Det lyder helt vild langt ude og det er det også, men det er derfor jeg skærer i mig selv for ikke at forsvinde, det har altid været derfor for mig.

Efter flere dage uden søvn ender det enten med at jeg går død af mig selv eller jeg tager en ottendedel (for nu skal der ikke mere til for at få mig til at sove) sovepille som er den eneste medicin jeg stadig får på recept, men som bliver brugt så lidt som overhoved muligt. På den måde kan jeg som regel få bøtten vent og igen komme til at sove nogenlunde normalt.

FBBS