Frustration

Som I nok kan fornemme på mangelen af nye indlæg, går alt stadig ikke super godt her hos mig. Det er dybt frustrænende at blive ved med at havde det skit. Jeg føler mig stadig lammet og kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg har nu efter en længer seriøs snak med mig mand forsøgt at få gang i min træning som i den grad har haldet det sidste halve år og stået helt stille siden jeg begynde at koncentrere mig 100 % om min kost.

Når jeg koncentrere mig 100 % om noget, er det der er i fokus og så glemmer jeg alt andet. Eftersom det køre rigtig findt med min kost, har jeg siden sidste uge forsøgt at koncentrere mig om at få trænet. Jeg har fået gang i min vintercykel og jeg havde helt glemt hvor meget jeg elsker at cykle. Jeg har også fået gang i min svømning igen. Det har været virkeligt svært at få mig selv til at tage ned og svømme på grund af alle de andre mennesker der er der. Jeg har ikke løst til at der er nogen der kigger på mig lige nu. Det har været noget lætter at komme ud og cykle for der er det kun mig, den åbne vej og god musik i ørene. Jeg kan mæreke at det begynder at hjælpe på mit hovde at jeg får trænet.

Min medicin er i dag min kost og min træning men det kræver disciplin og styrke at overholde det. Jeg prøver at bruge min OCD for kan jeg først få kodet min træning som noget jeg skal, så kan jeg ikke lade være med at gøre det. Nu når jeg har disse diagnoser kan jeg lige så godt bruge dem som en styrke og ikke en svaghed. Hvilket selvfølgelig er letter sagt end gjort, men jeg giver ikke så let op : )

Jeg tro det er godt, ikke at se på det som om man er ” syg ” man skal selvfølgelig være bevist om at der er ting man ikke kan, men stadig forsøge at holde op med at se på sig selv som om, der er noget galt med en. Det er min egen absolut største udfordrig at holde op, med at kigge på mig selv, som om der er noget galt med mig. Vi levet i et samfund som gerne vil forklare alt og som gerne vil diagnosticere alt. Derfor er der en tendens til at folk som ikke er som alle ander, hurtigt kan blive kategorisere som psygisksyge.

Det ikke at være som alle andre er der ikke noget nyt i for mig, for det har jeg altid været. Derfor var det også en lættelse i sin tid at få mine diagnocer for så havde jeg bevis på at det var rigtigt, der var noget glat med mig. Nu ved jeg det ikke? Ja jeg er andreledes og ja jeg reagere anderledes på verden end andre og ja jeg kommer aldrig til at havde et 8 til 4 job fordi det bogstaveligtalt slår mig metalt ihjel. Jeg har prøvet og det kan jeg ikke. Derfor arbejder jeg heller ikke, men er på førtidspension. Det er som om at alt hvad der er normal slår mig ihjel, hver gang jeg prøver på at være som jeg ser andre er, leve som andre gør, så går min hjerne helt amok og laver sabotage. Det er som om der helt grundlæggende er noget inden i mig, som nægter at gøre hvad et menneske burde gøre. Jeg ville bare ønske at jeg kunne finde ud af hvad det er meningen jeg skal gøre, for det her ikke at vide er forfærkeligt.

Det eneste tidspunkt jeg virkelig føler jeg er mig, er når jeg skriver, det elsker jeg, men det er jo urealistisk at komme til at leve af det, det er der jo så mange der gerne vil og folk sige det også hele tiden: Bare fordi man skriver en bog, så er det ikke ensbetydende med at man kan leve af det!

FBBS