Endnu en dag

Jeg forstår ikke hvorfor jeg er så trist, jeg har intet at være trist over så hvorfor. Jeg kom ikke ud og cykle igår for selv om jeg ikke faldt i søvn og hvade en dejlig morgen sammen med min nabo gik det lidt ned af bagge derfra. Min mand fortalte her til morgen at jeg var faldet i søvn før ham i gå, men da vækkeuret ringede havde jeg det som om jeg igen ikke havde sovet og jeg havde det som om jeg havde feber så træt var jeg. Derfor sov jeg et par timer til hvilket ikke har gjort noget beder som forvente. Nu er jeg bare træt i hoved og kroppen og føler mig lige så trist som igår. Jeg ved at jeg burde tage cykeltøjet på og komme ud, men jeg kan ikke få mig selv til det og jeg burde få styr på de sidste ting til på lørdag hvor vi skal holde Housewarming, men det kan jeg heller ikke tage mig sammen til. Hvad er der galt med mig, hvorfor sker det her igen og igen. Det er som at befinde sig i en tyk tove som ikke vil lette, man prøve at komme ud af den, men det er lige meget hvad man gør, for man kan ikke se noget, man kan ikke se hvor man skal gå hen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Bliver jeg her i min seng og har ondt af mig selv og bare venter på toven letter, som så mange gange før og side tilbage og føler jeg burde vide beder end det eller tager jeg mig sammen til at komme ud og cykle og yder dermed bogstavlige talt vold mod min krop og sjæl, for det er sådan det føles hvis jeg går ud i dag, eller tager jeg bare et bad og få skrevet lidt og får styr på det der skal laves i morgen, så jeg har en plan og ikke bliver stresse på lørdag over alt det jeg ikke har någet, uden at få dårligsamvittighed over ikke at komme ud og cykle? Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke. Jeg burde vide det, men det gør jeg ikke, jeg burde havde en løsning, men det har jeg ikke.

Hvordan skal jeg nogen sinde kunne råden nogen andre, til noget som helst når jeg ikke engang kan råde mig selv. Nogen gange hader jeg virkelig bare at være mig og ikke kunne leve op til de forbandede forventninger der heletiden ligger og venter på at blive indfriet. For det er jo virkelig hårt at være lille mig, I må endelig havde ondt af mig, for det er virkelig hårt at være mig. Der er nemlig slet ikeke nogen derude, der har det være end mig. Jo det er der, der er rigtig mange og nu når jeg sider her og har så ondt af mig selv, er det hver at huske på at mine problemer ikke er så relevante i forhold til alle dem som virkelig kæmper for at overleve hver eneste dag af deres liv, de har en grund til at havde ondt af dem selv. Mig, jeg har godt af ikke kun at havde fokud på min egen elendighed.

Nu er det bare sådan at min smerte inden i og den tristhed der har lagt sig over mig, ikke bliver mindre af at der er mange der har det meget være end mig. Det gør ikke min løst til at skære i mig selv igen mindre, det gør ikke min løst til at trække dynen op over hoved og bare forsvinde mindre, for når det kommer til sådan som jeg har det lige nu, kan jeg kun føle hvor ondt jeg har, der er ikke plas til nogen andres smerte.

Jeg ved ikke hvad jeg vælger at gøre, for jeg ved ikke hvad der er bedst. Ikke at gøre noget, gøre meget eller et sted imellem?

FBBS

One thought on “Endnu en dag

  1. Kære FBBS,

    Er ked af at du har det som du har det, for jeg ved hvordan det er at være trist.
    Jeg tror ikke jeg kan skrive noget som får dig til at få det bedre indeni, men det jeg kan skrive er at jeg ved selv hvordan man kan have det indeni og så det at starte en dag.
    Nogen gange er jeg sikker på det ville være nemmere at løfte 900 kg i en strakt hånd, end det at komme ud af sin seng og starte en dag.
    Det kan “andre” ikke forstå…. hvilket gør det endnu sværere, for så skal man også tænke på det…. og have dårlig samvittighed over det… Nej man skal ikke! Men det har man….
    Man føler sig doven, uduelig og dum…. Det skal man ikke! Men det gør man….
    Man føler man ikke kan leve op til noget…. Det skal man ikke føle! Men det gør man….
    Nu er hele dagen ødelagt….. Nej det er den er ikke! Men det føler man….
    Jo tanker er der nok af…. Men det er sgu ikke nogle man kan sælge, for ingen vil købe dem!
    Selvom jeg ikke ønsker at andre har det som jeg har det, kunne jeg sgu godt ønske mig at folk bare havde det for en dag…. så ville de kunne forstå….
    Ens egne forventninger, andres forventninger…. hvad er værst og hvad er hvad?
    Egne, andres, deres, mine, dine….. Du kan hvad du kan – og ikke hvad forventningerne siger. Det er din ret at holde fast i! Og man er ikke et dårligere menneske af den grund, tværtimod!

    Kære FBBS,

    DU er ikke doven og DU er ikke uduelig og andre kan lære noget af dig!
    Du kan skrive og beskrive og fremfor alt er du ærlig, når du skriver og beskriver!

    Sig det til dig selv flere gange, mange gange, og bliv ved.
    Du er som du er og det er på ingen måde negativt!
    Folk der ikke forstår eller prøver på at forstå – kan man ikke bruge til noget.

    Klap dig selv på skulderen, uanset om skridtet er tilbage, kæmp videre, for det er den eneste måde du kommer et skridt nærmere den lysere fremtid.
    Jeg ved det er svært/umuligt at se nogen gange når man føler man står i et dybt sort hul, hvor træstigens trin er rådnet op og når man endeligt op af hullet, skal man dukke sig for ikke at få en hammer i hovedet. 😉

    Knus og tanker
    M

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *