Alene med de tanker og følelser de har
Mange føler de er alene! Desværre går rigtig mange længe med tanken og følelsen om at være anderledes, forkerte, svage og uværdige.
Psykiatrifonden lavede for nogle år siden en undersøgelse som viste at 24% af unge mellem 16 og 24 år ikke føler at de kan dele de svære tanker og følelser med nogen.
Enormt stort pres
Jeg tror grunden til at mange finde det rigtig svært at dele, er at de tror de er alene. Og de tror det er skamfuld, pinligt og et svaghedstegn at dele. Vi har i vores samfund lavet et narrativ om at man er STÆRK, hvis man præsterer til perfektion på alle livets parametre. Og vi har lavet et narrativ om at det er SVAGHED, hvis man ikke kan leve op til det. Det er dog de færreste der kan leve op til det narrativ, fordi det er et urimeligt og enormt stort pres at lægge på et menneske. Rigtig mange bliver fanget i forestillingen eller overbevisningen om at man kun kan være god nok, hvis man kan præsterer hele tiden.
Som samfund har vi tabuiseret det at have det svært psykisk i en sådan grad, at der er alt for mange mennesker, der tror at de er helt alene om helt forståelige tanker og følelser. Vi opdigter hellere fysiske lidelser end at indrømme, at vi har det svært psykisk. Vi fortæller os selv at vi skal tage os sammen og bare fortsætte. Nogle begraver deres tanker og følelser i en sådan grad at de ikke længere har kontakt til dem. Derfor mærker de heller ikke de signaler de får om at stoppe op.
Vi spejler os i hinanden
Vi spejler os i hinandens fremtoninger og ud fra dem konkluderer vi, at alle andre har styr på det hele. At alle andre end os selv godt kan holde til presset om at præstere til perfektion på alle parametre. Vi overbeviser os selv om at det er svaghed at have det svært fordi vi tror, vi er alene om at have det sådan. Men du er ikke alene om at have det sådan. Og det er mega stærkt at sige højt, at man har det svært.
Mit håb
Personligt håber jeg på at være med til at ændre narrativet, vi har fået skabt i vores samfund, så mental sundhed får den samme status som fysisk sundhed. At ingen føler, at det er mere legitimt at være sygt med influenza end at have en rigtig dårlig dag psykisk. At der ikke bliver sat lighedstegn mellem at have en rigtig dårlig dag og være doven eller at man er sådan en der ikke gider lave noget.
Jeg tror på at aftabuisering og ændring i narrativet er det der skal til, for at vi både som mennesker og samfund kan nå til et sted, hvor der er plads til alle mennesker. Et sted hvor alle kan være den de er og har lyst til at være.
Jeg har selv prøvet det
Jeg ved fra personlig erfaring, hvad der kan ske, når man alt for længe går med tanker og følelser alene. De får tid til at udvikle sig til mere end ”bare” tanker og følelser. Tid til at udvikle sig til forsvarsmekanismer. For mig udviklede det sig til en slags psykisk borgerkrig, som jeg var fanget i. Jeg følte mig hjælpeløs og håbløs. Jeg trak mig mere og mere ind i denne mareridtsagtige indre verden, hvor den selvskadende adfærd både agerede som min bedste ven, dommer og angriber.
Min selvskadende adfærd startede for alvor i starten af 00’erne og dengang følte jeg heller ikke, at jeg kunne fortælle de svære tanker og følelser til nogen. Det var først da jeg ikke kunne skjule det længere at min selvskade, at det blev opdaget og jeg blev akut indlagt.
Mange føler stadig de er alene
Nu små 20 år senere er der stadig mange, der føler de ikke kan dele de svære tanker og følelser med nogen. Og i dag findes der endda mange steder, hvor der er hjælp og rådgivning at få. Der er forskellige fonde som gør et kæmpe stykke arbejde for, at der ikke er nogen, der skal føle, at de ikke kan sige det højt og alligevel er der rigtig mange der føler de er alene.
Men det er de ikke. Og det kan jeg, du og I ikke sige højt for mange gange.
For du er ikke alene og jeg står med dig.
Læs om min rådgivning.
Læs om mine foredrag.
