Det hele endte også med at jeg gik helt ned på det og lå i forsterstilling i min seng i fire dag. Min krop kan rent fysisk ikke takle det gode. Jeg havde det så dårligt, jeg snakkede ikke med nogen, ville ikke se nogen, havde ikke lyst til at spise, bare jeg tænkte på at skulle gå ud begynde jeg at få angstanfald. Jeg trak mig længere og længere ind i mig selv. Jeg blev panisk angst for at min sygdom ville overtage igen, at det hele ville bryde ud i fuld luge igen, at jeg ville miste alt det jeg havde opnået de sidste mange år. Jeg fik lyst til at skære i mig selv igen og jeg lå bare og tænkte på alt det dårlige.
Jeg var så langt ude at jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det nok bare var noget han havde skrevet fordi han havde ondt af mig. For der var ikke nogen mulighed for at det kunne være rigtigt, det kunne ikke passe, at jeg var god til noget. Det her menneske som jeg har den største respekt for og som aldrig ville sige noget han ikke mente, prøvede jeg at underminere inde i mit hoved. Alt kørte på mig og jeg var så ked af det og sur. Hvorfor var det lige mig der skulle have den her uretfærdige sygdom? Hvorfor skulle jeg nu have det så dårligt igen? Især fordi jeg havde fået gode nyheder og det havde jeg jo ikke engang forventet. Så hvorfor?
Fordi min krop og min hjerne i så lang tid har været vant til at have det dårligt, så finder jeg tryghed i det. Jeg kan takle det dårlige, for det har jeg gjort igen og igen. Det gode ved jeg derimod ikke hvad jeg skal stille op med. De gode følelser er stadig nye for mig, de gør mig bange og jeg tør ikke tro på at de kan være sande. Derfor lader jeg min sygdom tage over, for den kan beskytte mig overfor alt det der væmmelige gode, som jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med : )
FBBS
